Articles

Anmeldelse af teaterforestillingen – “Drengen der lå på sin seng, mens hans far og Damefrisøren så på”

Teaterstykket kan ses på Anemoneteatret frem til den 20. oktober 2013.

Suhmsgade 4, 1125 København

Tlf. 33 32 22 49

Dagen forinden vi skulle i teatret, fortalte jeg min datter Annaluna, at vi skulle i teatret for at anmelde et nyt teaterstykke.

Vores anmeldelser udarbejdes således, først ser vi teaterstykket og efterfølgende tager vi ned på Cafe Victor ved Kongens Nytorv, hvor vi så holder vores faglige møde. Min datter får varm chokolade med en kop ekstra flødeskum, akkompagneret af to mindre stykker chokolade,- og jeg én dobbelt espresso med lidt kold mælk, dog uden ekstra chokoladestykker.

Tjenere påstår dog, at jeg også får ekstra chokoladestykker, men jeg har aldrig fundet dem – endnu. Min datter er 5 år og jeg en smule mere. Og når vi drøfter et teaterstykke, så lytter og deler vi hinandens oplevelser.

Hermed lidt om vores arbejdsmetode, som man ikke skal undervurdere.

Teaterstykket glædede vi os til at se og da forestillingen starter, sænker stilheden sig. Særlig fordi publikum er blevet bedt om at sætte deres telefoner på lydløs.

Det viser sig under teaterstykket, at enkelte forældre, måtte holde kontakten til omverdenen, mens de små poder så teaterstykket. Brummetoner og hastige hænder gribende efter mobiltelefoner, var en del af forestillingen, men ikke hele vejen. Og hvorfor nu det?

En damefrisør med en spids næse og spidse bryster,- hun er damefrisør.

En mand med blomstret skjorte og signalgult slips, – han var Far.

En mand med stribet pyjamas, med en dukke i hånden, som havde en fuldstændig identisk stribet pyjamas på. Hvad er det nu for noget? Og dukken var en dreng.

Manden med den blomstrede skjorte, – den levende og rigtige mand – han var drengens far.

Det viser sig at manden med pyjamassen, er dukkefører af drengen. Drengen der lå på sin seng, mens hans far og damefrisøren så på. Drengen hedder i øvrigt Werner.

Hvordan spiller man som skuespiller over for en dreng, der er en dukke, og hvor man selv er drengen / dukkens Far. Det er en instruktions- og skuespillermæssig udfordring, der tager mere end en enkelt dags prøver for at afklare.

Løsningen, der er valgt, er vidunderlig. Man kunne have klædt dukkeføreren i sort, så man ikke så ham særlig meget. Drengen havde nemlig, ved hjælp dukkeføreren, nogle følsomme og gribende fysiske bevægelser. Og det kræver selvfølgelig at dukkeføreren har en stor indlevelsesevne. Denne indlevelsesevne hos dukkeføreren, var ubetinget til stede i hans måde at føre dukken – drengen – Werner – på. Og alligevel havde instruktøren valgt at blotlægge dukkeføreren. Han var jo iklædt en stribet pyjamas, fuldstændig identisk med drengen Werners. Den dybsindighed, den inderlighed, den kærlighed og den sårbarhed, som dukkeføreren udstrålede, mens han førte dukken – drengen – Werners fine lemmer, rundt på teaterscene, var af en symbiotisk karakter, der gjorde jeg flere gange tænkte, ” gad vide om dukken og dukkeføreren igennem en periode, har fulgt hinanden døgnet rundt og sovet i ske”.

Hvor om er, Werner skal have morgenmad.

Damefrisørens næse er nu ikke spids, men en lykkelig grissenæse. Og faderen har sit signalgule slips på. Damefrisøren rører rundt med sit selleristykke i sit friskpressede glas gulerodssaft.

Werner vil ikke have damefrisørens mad og hans mor kommer ikke mere, – men det gør damefrisøren. Werners Far betror Werner, ” Mor kommer aldrig tilbage. Hun er nede i jorden.”

Her emmer ikke af fred, harmoni og fredsommelighed, men om velfungerende dysfunktionalitet. Drengen Werner, han mærker og reagerer sundt på det hele.

Det er 2 år siden, at moderen døde, og Werner savner sin Mor og hendes kærlighed og hendes oprigtige nærvær. Faderen har i hjernen lagt moderen bag sig, men har han også gjort det i hjertet? Werner har i hvert fald ikke og vil have sin Far til at beholde Mor i sit hjerte.

En gribende slutscene mellem Werner og faderen, er når Werner siger med lukkede øjne, ” Far jeg kan se mor. Hun cykler til bageren og henter morgenbrød til os”. ” Luk nu øjnene Far, så kan du også se det”. Far lukker tålmodig og skeptisk sine øjne, og så ser han pludselig også mor komme cyklende efter morgenbrød til dem begge to. På denne unikke måde, knyttes Werner og faderens bånd på ny, omkring noget vigtigt, nemlig omkring de mange dejlige oplevelser, som de har haft med moderen, sammen med moderen og nu den kærlighed, som de sammen, nu, kan dele og glædes over. Et vigtigt bånd til fortiden og fremtiden er knyttet.

Undervejs i teaterstykket, er der flere skønne dansescener med jazzmusik og fisk der kommer svømmende tæt på de små publikummer samt flere enestående præstationer, på jazzmusikkens hyppigt benyttede blæseinstrumenter. Dermed en farverig forestilling, for de små, men også for de noget større forældre.

Efter forestillingens afslutning, gjorde min datter og jeg, som vi næsten plejer. Vi skulle dog lige lege i legehuset foran Anemoneteateret. Og jeg skulle også lige tale med skuespilleren, der var dukkefører, som undervejs i forestillingen også flere gange var Werner. Nemlig når dukken Werner skulle sove, så blev dukkeføren forvandlet til Werner.

Skuespilleren, der var Werners dukkefører, ja, han var skuespiller og ikke dukkefører. Han fortalte at de faktiske havde brugt meget tid på at diskutere hvordan samspillet mellem dukken og ham, skulle være. Skulle dukkeføren være helt udtryksløs eller skulle han vise følelser. Det sidste var valget man gjorde, og tusind tak for det.

Nu forsatte min datters og mit faste arbejdsprogram, ved teateranmeldser, idet nu cyklede vi på Cafe Victor.

Med varm kakao i koppen foran min datter, og også rigelig af ekstra flødeskum samt min espressokop foran mig, endnu en gang uden chokolade i underkoppen, så begyndte vores faglige møde. Min datter hedder i øvrigt Annaluna.

”Annaluna, hvad synes du om forestillingen”.,- intet svar. Hun drikker lidt kakao og hælder lidt mere i koppen og så endnu en stor klat flødeskum i koppen. ”Annaluna, hvaaa, var det ikke noget for dig”….? ”Far jeg vil gerne lige have lidt fred og jeg vil ikke tale om det lige nu”. ”Aaaaa for pokker da, Annaluna, lad os lige sludre om det”. ” Skal du over og sidde hos mig lidt og have en krammer”.

Min datter satte sig op på mit skød og jeg gav hende en ordentlig bjørnekrammer. ”Du, skattepige, hvad er der galt”. ”Ved du hvad Far, det er skide synd for drengen. Han skulle have en stor krammer. Han savner jo sin mor ”.

Ingen tvivl om min datter og jeg havde set det sammen teaterstykke. Et teaterstykke, der flere gange ramte os i hjertekuglen, og også rigtig mange gange i lattermusklen.

Flere, af de mere fortravlede publikummer, valgte som forestillingen skred frem, at slå brummeren fra på deres mobiltelefon. De slukkede den simpelthen.

En mor, som sad lige ved siden af os, tog sig flere gange til ansigtet, når forestillingen var hjertegribende og efterfølgende nussede hun sin datter i håret, for derpå at løfte hende op og kramme hende. Jeg er lidt i tvivl om, hvor meget hendes datter så af denne forestilling, for hun blev krammet rigtig meget, men jeg er sikker på moderen så og oplevede hele denne forestilling.

Det er en forestilling, som giver en på opleveren, for store og små. En forestilling, hvor børn bliver mødt på en ligeværdig måde, og ikke talt ned til, som børn, der endnu ikke begriber og gribes af verdenen.

Min datter begriber verdenen og gribes af verdenen, og det gør de fleste andre børn også, når de mødes på en ligeværdig og respektfuld og omsorgsfuld måde.

Netop denne fine balance, har Anemoneteateret med deres forestilling, opnået på fineste vis.

Som forældre kan man trygt tage sine børn med ind til forestillingen, som spiller frem til den 20. oktober 2013. Man får rigtig meget med hjem, og er dejligt underholdt mens man er i Anemoneteateret.

Således, Tak for en god, gennemarbejdet forestilling og berigende oplevelse.

Bedste hilsner,

Annaluna og Marcus

Den ene CEO for MVmdcc.com

Categories: Articles, Danish Updates

Tagged as: