Anmeldelse af teaterstykket Askepot, som spiller på Anemoneteateret,

beliggende Suhmsgade 4, 1125 Kbh. K. Tlf. 333 222 49.

Det er ikke Walt Disneys Askepot, jeg er kommet for at se, men derimod Anemoneteaterets version af Askepot.

…forestillingen begynder lige straks.

Forventningsfulde børn. Forældre, hvor den rigtige plads må opgives. Ingen voksne foran børnene, for ellers kan børnene ikke se. Og her kommer børnene, for at se og opleve,- uden at forældrene skal ses.

Hermed velkommen til det altid hyggelige og børnevenlige teater – Anemoneteateret -., som i perioden fra den 8. feb. til den 9. marts 2014, spiller Askepot.

Askepot er en historie, som kan dateres længere tilbage, end da Brødre Grimm skrev det ind i deres eventyrfortællinger, for 200 år siden. Askepot er et folkeeventyr, der kan dateres helt tilbage til 800 år efter kristi fødsel.

Når en fortælling kan overleve, næsten lige så længe, som biblen, så er det fordi Askepot er langt mere end et eventyr for børn og underholdning for børn, Den tyske version af Askepot, der skæres i teaterforestillinger, såvel både tå og hæl, af de altid forfærdelige søskende. Søskende af den ikke blot forfærdelige stedmoder, men også sofistikerede ondskabsfulde stedmoder.

Anemoneteaterets version af Askepot, der ser man ikke kun en smuk kommende prinsesse, i form af en lige så smuk Askepot, der er tarveligt klædt, man ser også en afskåret hæl og tå.

Det kan synes som barsk kost for mindre børn, men de små drenge blandt publikum, var meget begejstret for disse afskåret kropsdele, som de forfærdelige to søstre, forsøgte at gemme, da de skulle gøre et uudsletteligt indtryk på prinsen. Men, prinsen bemærkede at hver af de to søstre, rigtig nok godt kunne passe den glemte guldsko, fra hans hofbal, men han bemærkede også at guldskoene var en smule misfarvede. Mere en blot en kende rødt misfarvede.

De små drengepublikummer, lod til at synes godt om denne lidt drabelige detalje, som de små pigepublikummer ignorerede. Til gengæld var de var glade for Askepot, for hun sang så smukt og var endnu smukkere, i sin fine balkjole. Så Anemoneteaterets opsætning af Askepot, rummer tydelig underholdning for de små drenge og piger, men hvad med de voksne? Har de også glæde af at se teaterstykket Askepot i Anemoneteateret version? Og vil børn og forældre, kunne hyggesludre om forestillingen efterfølgende, på en måde, så forestillingen giver endnu en oplevelse.

Eventyret handler jo om en ung pige, der længe bliver ved med at sørge over sin mors død. Moderen fortæller på sit dødsleje sin datter, at hvis hun bliver ved med at være from og god, så vil Gud stå hende bi og hjælpe hende. Dette efterlever pigen. Pigens far gifter sig igen, og stedmorderen og de to stedsøstre gør det til en udfordring for pigen at gøre, som hendes mor har sagt. Den unge pige bliver henvist til at lave alt det beskidte og usle arbejde, og fordi hun hele tiden skal opholde sig i køkkenet ved ildstedet, bliver hun sodet til i aske og får derfor navnet Askepot.

Selvom Askepot bliver behandlet dårligt, bliver hun ved med at ære sin mors minde samt være from og god. Da faderen spørger hende og de to steddøtre, hvad de kunne tænke sig, at han tog med hjem til dem, svarer de to søstre, at de vil have mange kostbare gaver, mens Askepot blot får en gren. Da hun får denne gren, en gren fra et morbærtræ, så planter hun den, og den vokser op til et stærkt morbærtræ ved moderens grav, som hun besøger hver dag. Ved graven er der en sort krage, der sammen med morbærfeen, giver Askepot alt det, hun beder dem om.

Det var lidt skægt for mig at se, at Askepot i gave fra sin far, modtager en gren fra et morbærtræ, mens de to og altid forfærdelige søstre, modtager dyre og fine gaver. Gaver, de havde ønsket sig, ved hver at nedskrive deres ønsker på et meget langt stykke papir – af typen og kvaliteten toiletpapir.

De to søstre, bærer igennem hele stykket farverige masker, af papmache. Et beklædnings valg, fra instruktøren, der vidner om søstrenes alt for tydelige tomhed, bag de altid smilende og farverige masker. Lidt store næser havde maskerne også. Søstrene, rummede ikke meget grundlag, for kærlighed ved første øjekast, men hvad rummede de så?

Undervejs i forestillingen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på morbærtræet, der voksede sig stort og stærkt på Askepots mors gravsted.

Et anmeldermæssigt lille sidespring, giver mig lidt inspiration, med hensyn til hvad søstrene rummede og ikke rummede. Chinchillaen er en sød lille gnaver, hvor morbærtræet er vigtigt for dens trivsel. Forklaringen er, at det største problem hos chinchillaerne er deres tænder, idet deres tænder vokser igennem hele livet. Og hvis tænderne vokser sig for lange eller endda vokser skævt, så tager det livtag med chinchillaen. Tænderne skal derfor dagligt slibes på naturlig vis og det gøres blandt andet rigtig godt, ved at give chinchillaen morbærgrene at gnave i, så tænderne slibes ned og ikke bliver for lange. Så man kunne jo sige, at Chinchillaen lever for at gnave. Og glemmer den at gnave, så kan den ikke overleve.

Morbærgrenes styrke og vilje til at gro, trods den gror på golde områder, svarer meget til hvor Askepot plantede morbærgrenen fra sin far. Nemlig på moderens golde gravsted. At morbærgrenen vokser og vinder styrke samt gemmer på hjerteformede blade, svarer til Askepots indre og ydre udvikling. Hun bliver smukkere og smukkere igennem hele teaterstykket, og hendes far bemærker det flere gange, men ikke til de to søstres uddelte begejstring.

Lige så vel som Chinchillaens tænder vokser gennem hele livet, og hvor de overlever ved at gnave i et morbærtræ, så overlever søstrene ved at gnave af Askepots skønhed. Ydre som indre skønhed. For Askepot er from og god, og bærer ingen farverig maske af papmache, som altid er smilende. Askepot føler og mærker, med sit hjerte. Søstrene evner kun én ædel kunst, nemlig at gnave, for at overleve.

Anemoneteaterets Askepotversion, er et billede af en kvinde, der møjsommeligt passer sine pligter, mens hun elsker og ærer sin mor, i handling og ord. From er hun. Smuk er hun. Et oprør vælger hun aldrig. Kun den sorte krage og morbærfeen, som i svære perioder af Askepots liv, kommer til syne på scenen, gør at Askepot får hjælp og lykkes med sin drøm. Nemlig kærlighed til et andet menneske, uden en maske, naturligvis til prinsen. Han bærer nemlig ingen maske.

Den velkendte Askepot handling kredser om en ung pige, fra en rig familie, som bliver frataget sin retmæssige position, efter at hendes mor dør. Og et liv i fromhed og uden at gøre oprør, hvor hun værner om sin mors minde og gravsted, det bringer Askepot tilbage til sin retmæssige position. Naturligvis med regelmæssig hjælp fra den sorte krage og morbærfeen.

Som jeg indledte denne anmeldelse med, så undredes jeg over at folkeeventyret Askepot, havde overlevet næsten lige så længe som biblen.

Askepot er ikke kun et farverigt-, dramatisk- og festligt folkeeventyr, men også et kristent religiøst folkeeventyr. Et religiøst folkeeventyr og nu også teaterforestilling, fordi askepotfortællingen fortæller publikum, at fromhed og pligtopfyldelse samt lidt mere end regelmæssige bordbønner, det bringer dig tilbage til din retmæssige status. Oprøret, i dette tilfælde en smuk kvindes oprør, udelades, trods det udfordres af søstrenes tydelige ydre og indre falskhed samt vedvarende behov for at gnave af Askepots fromhed og godhed.

Askepoteventyret hidrører en tid, hvor ligestillingen, var den en kvinde i bedste fald, oplevede efter sengetid.

Jeg indledte denne anmeldelse af Anemoneteaterets Askepot med, ”Forventningsfulde børn. Forældre, hvor den rigtige plads må opgives. Ingen voksne foran børnene, for ellers kan børnene ikke se. Og her kommer børnene, for at se og opleve,- uden at forældrene skal ses”,- men jeg har ikke være sand og from som anmelder, for hvad de kære poder ser igennem en hel teaterforestilling, er de voksnes falskhed og grådighed på rigdom og magt, men ikke oprigtige ivrighed efter gensidig- og usminket kærlighed.

Børnene er rigtig godt underholdt gennem forestillingen. Og forældrene, der giver sig tid til at drøfte forestillingen med deres børn, uden for megen fromhed, men derimod med store mængder kærlighed og ærlighed, der vil Anemoneteaterets Askepotforestilling give forældre mange fortolkningsmæssige nuancer, som ved forestillingens afslutning, giver grundlag for flere spændene samtaler med sine børn.

Som anmelder, må man forsøge at være from og ærlig, og det synes jeg lykkedes til sidst i denne anmeldelse.

Tak for en spændende og underholdende version af Askepot.

Bedste hilsner,

Marcus Vigilius Brendstrup