Kronik af Louise Hassager Sørensen 2. oktober 2014

Is the human body – the best work of art – even with stitches?

Året 2005, var første gang jeg lagde min skæbne i hænderne på det danske sundhedsvæsen. Efter en rygskade i 1997, hvor min nederste lændehvirvel gled ud i et smash, kom jeg efter årevis fejlslagne behandling i form af fysioterapi, akupunktur og massage i ét væk, under narkose og blev rygopereret første gang.  På daværende tidspunkt, i Tyskland, vidste man allerede, at den operationsmetode, jeg blev udsat for, hyppigt ikke førte noget godt med sig. Men, jeg vidste det ikke.

I 90´erne inviterede en privatklinik i Tyskland danske rygkirurger ned for at introducere dem for deres nye skånsomme minimalinvasive operationsmetode, som de havde investeret mange penge og forskningsmidler i. Det takkede man imidlertid nej tak til fra dansk side – og derfor var operationen jeg gennemgik i 2005, ikke tilnærmelsesvis på niveau med rygoperationer, der på samme tidspunkt blev gennemført i Tyskland.

Måske er ideen om, at det danske sundhedsvæsen skulle være State Of The Art, en observans, der er langt mere konservativt funderet frem for forsknings og evidensbaseret. Og i så fald, er det så ud fra overbevisningen om – at tro kan flytte bjerge, for så bør flere ledende og ansvarlige medarbejdere af Sundhedsstyrelsen måske overveje at indstille sig til kanonisering hos Vatikanet i Rom, og meget vel med stor tilslutning fra alverdens katolske tilhængere, hvis forældet operationsmetoder, skulle vise sig pludselig at give langt bedre resultater, end de hidtil har gjort i de seneste 15-20 år.

Science is the great antidote to the poison of enthusiasm and superstition but even though often overruled by conservatism.

Udenlandske læger, der ankommer til Danmark, skal trods en lang uddannelse i USA eller eksempelvis Tyskland, gennemgå lange omskolingsforløb for at kvalificere sig til ansættelse i den danske sundhedssektor. 

Denne realitet, for udenlandske læger, har jeg tidligere set som Sundhedsstyrelsens måde at sikre borgeren højeste kvalitet i sundhedsbehandlingen, de modtager i Danmark. Men, nu med mit kendskab til kvaliteten af rygoperationer i Tyskland, så har jeg overvejet om det Sundhedsstyrelsen søger at sikre, ved grundig efterskoling af udenlandske læger, snare er at sikre en ensartet behandling af borgere på alle landets hospitaler, – hvor det ensartede er – State of The Art – med middelmådighed for øje.

Denmark is not, as people keep calling it, a country with a unique health care system, but rather, in the context of its health care systems history and cultural heritage, a highly developed one in an advanced state of decay with a huge revolutionary potential.

Alt, hvad der bare minder om alternativ medicin og behandling, mødes af Sundhedsstyrelsen, med stor skepsis, og bliver i langt de fleste tilfælde allerede afvist, når det nærmer sig Sundhedsstyrelsens mentale grænsebomme. Vendes blikket mod vores naboland Tyskland samt ligeledes Schweiz og Frankrig, så ses en noget anden nuanceret holdning. Her tilbydes man hos egen praktiserende læge, altid alternativ medicin eller traditionel medicin for behandlingen af diverse helbredsproblemer. Men, en sådan udvikling har Sundhedsstyrelsen været for sløje til at bemærke hos vores nabolande i Europa.

The next time you look into the mirror, try to let go of the story line that says you’re too fat or too sallow, too ashy or too old, your eyes are too small or your nose too big; just look into the mirror and see your face. When the criticism drops away, what you will see then is just you, without judgment, and that is the first step toward transforming your experience of the world. And if you still feel pain, you are in pain; you should scream it out and expect to be listened to. No one should accept ones own pain or others pain.

Er man kronisk syg, er man villig til at prøve hvad som helst, idet ens tilværelse og hverdag, ofte er svært belastet af smerter. Hvad jeg selv står op til, er tit udsigten til endnu en dag i smertehelvede uden mulighed for et normalt liv med arbejde, træning og andre sociale aktiviteter.

Jeg er tit desperat, i et omfang, der gør jeg inden i mig selv, råber ad lægerne, ”er der da for helvede ikke noget i kan gøre for at hjælpe mig”, mens jeg ud ad til, smiler og er høflig, fordi jeg ikke vil ses som en urimelig- eller besværlig patient.

“It sure takes a lot of patience being a patient in pain!”

Det er gået op for mig, som det også er gjort for flere i min omgangskreds med forskellige helbredsmæssige problemstillinger, at du alt for ofte står helt alene og råber ud i mørket. Og derfor er det også tit for egen regning, hvis du have nogen form for helbredsmæssig fremgang. Jeg har selv måtte optage flere lån, for at kunne betale for en bedre behandling hos private behandlere – i Danmark og udenfor Danmark. Min egen familie optager nu også lån for at støtte mine behandlinger rent økonomisk.

Behandlinger i privatregi, i særdeleshed i udlandet, er ekstremt dyre. Og med en indkomst, som følge af en sygemelding, er det mere end svært blot at betale de almindelige regninger. Så med mindre du har en god sundhedsforsikring, en rig onkel, eller en anden godvillig sponsor i ærmet, der vil finansere dine behandlinger, så er du prisgivet.

Selvom mange danske læger, er af den overbevisning, at det danske sundhedsvæsen er et af verdens bedste, så er de alligevel nogle af de første til at sige til dig, når de behandlingsmæssigt kommer til kort, at du må lære at leve med dine smerter og søg eventuelt pension, om end jeg kun er i starten af 30´erne.

“If she is ashamed of her body and ashamed of her feelings, her movements will be stilled. If she does not feel entitled to claim attention, she will be speechless and without the airspace to flourish and live.”

Jeg forestiller mig, at de kun udtaler sig sådan, fordi de aldrig selv har prøvet at leve i et smertehelvede i årevis. Hvad mon det koster samfundet, at rigtig mange kvinder med invaliderende bækkensmerter får at vide, at de blot skal lære at leve med smerten og så søge førtidspension?

For det første er det i dette konkrete tilfælde ikke sandt, da man herhjemme i privat regi har rigtig gode resultater med en tværfaglig indsats baseret på kiropraktorer, fysioterapeuter og muligvis en psykolog. For det andet findes der flere behandlingsmuligheder i udlandet, i form af sprøjter lagt helt præcist under CT eller overbrænding af nerverne i området etc., for slet ikke at tale om mere alternative behandlingsformer.

Selv har jeg oplevet én dansk læge indrømme, efter en stille stund i vores konsultative samtaler, at det danske sundhedsvæsen er alt for konservativt og bagud i sammenligning med udlandet. Jeg har også mødt danske læger med rygproblemer, som siger, at de aldrig ville opereres af deres danske kolleger, men ville tage til Tyskland ligesom jeg selv har gjort efter min egen danske operation i 2005.

Hvis danske læger ikke vil lade sig operere af egne kollegaer, så er der noget galt. Jeg oplever også at vi har et inkompetent sundhedsvæsen, og åbenbart er jeg ikke ene herom. End ikke når det gælder inden for lægestanden.

Hvad er så løsningen på denne misere af et på mange områder inkompetent sundhedsvæsen, som ikke synes at imponere i sine behandlingstilbud, men til gengæld tæller blandt verdens dyreste?

Det danske sundhedsvæsen skal ligge storhedsvanviddet på hylden og blive bedre til at lytte til og åbne sig for udefrakommende forslag til behandling.

I øvrigt kan jeg kun sige til de danske lægers evindelige kommentar på de danske smerteklinikker og i privat praksis: ”du må lære at leve med smerten”, at det fandme ikke bliver med mig som Ofelia, om jeg så skal rejse til verdens ende for at få kvalificeret hjælp. Jeg vil ikke lade mig belære af en påstået overlæge, som ikke engang ved, hvad en osteopat er!

Med behørig hilsen

Louise Hassager Sørensen

Kronikør med kroniske smerter

Med venlig hilsen

Marcus Vigilius Brendstrup

Redaktør af en smertefuld kronik

……….

PS. MobilePay gerne én kaffe-donation til 2078 7305 … hvis du har værdsat artiklen. Donerer du 25 kroner, så bliver det til en kop kaffe og lidt ekstra forkælelse, til de søde frivillige og professionelle fagfolk, der ofte hjælper os ulønnet.