Når man ser nedenstående film, omhandlende en dreng i Uganda, hvis mor er død – og hvor moderen inden sin død, ikke fik fortalt sin søn hvem hans far var…

Måske nåede hun ikke at fortælle hvem faderen var, fordi hun ventede på, at han blev gammel nok til at kunne tale og forstå hvad hans mor sagde til ham.

Hvordan mon det må være som mor, tæt på livets slutning, i en alt for tidlig alder, at føle sig svag og opbrugt af livet, hvor det sidste man ser, det er sin søns bedrøvede øjne … Bedrøvede øjne hos en 7-8 årig dreng, der tiden efter sin mors død, levede af den mad han kunne finde på gaden – i Uganda.

Nu tre – fire år efter, der lever og overlever han af pengene, som han tjener ved at samle plastik.

Det undrer mig, hvordan det for noget politisk parti, er muligt at diskutere og foreslå, at nu skal udviklingsbistanden og udviklingshjælpen nedsættes.

Det undrer mig, hvordan vi forbløffes over flygtningestrømme, fra nødlidende lande.

Det undrer mig, hvordan vi forbløffes over det had og misforstået brug af religion, der tit udspringer af fattige levevilkår og svage stater, hvor egen overlevelse er eneste vej til overlevelse, hvor krig og polarisering bliver vejen mange vælger, mens andre flygter fra krig og borgerkrigslignende forhold.

Hvis jeg spiller høj musik nogle dage i træk, og i et festligt øjeblik, ikke kan få adgang til toilettet, når jeg skal tisse og derfor vælger naboens brevsprække som et velplaceret alternativ til det optagne toilet, så vil jeg gætte på,- at gør jeg det nogle dage i træk, – så vil jeg have en meget krigerisk nabo.

Det undrer mig derfor, at vores politikere- og mange kære mennesker i Danmark, ikke forstår, at mennesker i nød, med mulighed for at dø af sult og fare for at blive skudt, – de hører reelt høj indre musik døgnet rundt, mens verden pisser ligegyldigt i deres brevkasse, for derpå at feste videre i egen overflod – i kamp mod overvægten, i det lokale fitnesscenter.

Danmark er en del af en global verden, og vi er nød til at hjælpe og bidrage med vores viden.

Vi er også nød til at stå fast på, at arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder respekteres globalt, for ellers bliver den globale vare- og priskonkurrence, en konkurrence om hvilket land, der kan presse lønninger og sociale standarder mest.

Presser man vedblivende – lønninger og sociale standarder – så frembringer man en revolte stemning, hvor de enkelte stater som modsvar på denne kritiske udvikling, ønsker øget kontrol og overvågning.

Det undrer mig, at politikere på højt niveau, med rigelig adgang til veluddannede mennesker i ministerierne, enten ikke lytter til deres embedsværk, eller som politiker, lader deres embedsværk udarbejde rapporter, der skal dække over hovedløse handlinger på højt niveau.

Prøv nu at se nedenstående film, og så spørg dig selv, – er vi ikke alle bedre tjent med at hjælpe hinanden – upåagtet af køn, race, religion, samt hvor i verden vi lever.

Et liv i frustration hos mange, giver en verden i frustration, der påvirker mange. Det er den nye globale verdensorden.

Arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder har derfor aldrig været vigtigere at holde i hævd. Også i Danmark !

Med venlig hilsen,

Marcus Vigilius Brendstrup

CEO for MVmdcc.com

……….

NB.

• Hvis du mener nogen af dine venner eller familie eller arbejdskollegaer, kunne have glæde af at være opmærksom på ovenstående oplysninger og afledte spørgsmål, før de stemmer til folketingsvalget, så del gerne artiklen med de mennesker.

……….

PS. MobilePay gerne én kaffe-donation til 2078 7305 … hvis du har værdsat artiklen. Donerer du 25 kroner, så bliver det til en kop kaffe og lidt ekstra forkælelse, til de søde frivillige og professionelle fagfolk, der ofte hjælper os ulønnet.