“Hævnen er sød”, siges det ofte, men er den nu virkelig det

Det er min oplevelse, at vi behøver en ny form for folkebevægelse og oplysningstid, der fokuserer på selvindsigt og gensidig medmenneskelig forståelse.

At vi i vort uddannelsessystem, har nedprioriteret kultur, eksistensfilosofi, politisk filosofi og andre humanistiske discipliner, til fordel for mere merkantile og erhvervsomsættelige fag, – det har reelt medført en dehumanisering af vort samfund.

Det er blevet dyrt at udvise medmenneskelighed.

For blot 2 til 3 årtier siden, der havde medmenneskelighed ikke en pris, det var en del af den danske kultur.

Det har vi blot glemt, men det kan blive husket og genoplivet igen.

Når hadet får taget i os, så glemmer vi vigtigheden af eget liv og andres liv.

Og, det medfører ofte, at mange mennesker ikke lever så længe, som de mange efterladte kunne ønske sig.

…jeg har lige set filmen “Remember”, der er fantastisk velspillet af skuespillerne Christopher Plummer og Martin Landau.

Begge disse klassiske skuespillere, leverer trods deres alder, – eller måske netop på grund af deres alder – et indblik indtil en fjern virkelighed, men alligevel i stigende grad, – … en mere og mere aktuel virkelighed i vores “moderne” globale samfund. Nemlig retten til at hade OG tage hævn, – for enhver pris.

Christopher Plummer spiller Zev i filmen. Han er pensionist og Holocaust overlever, der lever på et plejehjem.

Han forlader sit plejehjem, for at gennemføre en særlig mission. Nemlig at genfinde den nazist og blokvagt, der myrdede hele hans familie under anden verdenskrig i koncentrationslejren Auschwitz.

Trods tiltagende demens hos Zev, så er han opsat på at få sin længe ventede hævn.

Et håndskrevet brev, hjælper ham til at huske på hvem han er, og hvad der er hans mission. I ordets aldrende forstand, så hjælper dette brev ham, skridt for skridt, til komme helt tæt på sin missions endemål.

“Hævnen er sød”, siges det ofte, men er den nu virkelig det. Ikke i filmen “Remember”.

Jeg oplever, at vi lever i en tid, hvor mange mennesker er optændt af økonomisk tab, personlige tab og tab af drømme for eget liv, samt en stor usikkerhed omkring hvad fremtiden kan bringe med sig.

Netop denne usikkerhed for fremtiden, gør mange mennesker søgende i retninger, der giver dem tro på egen eksistens og overlevelse i fremtiden.

Nogle vælger at følge en religiøs eller filosofisk forklaring på livets beståen og dets udvikling.

Nogle vælger at tage en uendelig mængde daglige selfies  – som led i at bekræfte sig selv i – at man eksisterer og er påskønnet. Påskønnet, målt efter antal “likes” på sine daglige opdateringer med selfies.

Nogle vælger at bekende sig til hadet over for særlige befolkningsgrupper, ved at søge ind i grupper, hvor man bekræfter hinanden i rigtigheden af hadet, mod en særlig befolkningsgruppe. En gruppe af mennesker, som i verdensfjerne egne mentale koncentrationslejre, oplever nogen har gasset og aflivet alle deres drømme.

Og, løsningen er, – efter tysk forbillede – Endlösung. Endeløsningen, hvor alle, af en særlig uønsket gruppe – de skal fjernes.

Det behøver såmænd ikke at være jøder i vore dage. Der er arbejdsløse, der nasser på samfundet. Der er psykisk sårbare, der nasser på samfundet. Der er ældre mennesker, hvis produktionsevne hører fortiden til, og hvor deres bedste kompetence – …det er vedholdende at nasse på samfundet. Og, jo, for slet ikke at forglemme, der er muslimer, som i perioden, hvor de faster indtil efter mørkets frembrud, så er de delvist uarbejdsdygtige, – og så nasser de jo også på samfundets ressourcer.

Denne her tids tendentiøse ivrighed, for at pege nogen udenfor, for selv at være mere indenfor cirklen og tættere på midten af det normale, – det er dybest set den sikre vej til systematisk og vedholdende udslettelse af verdensbefolkningen.

Der vil altid være én, ud over en selv, der ikke ligner én tilstrækkelig, til at være rigtig normal.

Så kampen for at komme ind på midten, til det normale, er som kampen for at nå ind til midten af middelmådigheden. Et alt opslugende sort hul, hvor intet nyt gives plads, som inspiration til nytænkning og positiv forandring.

….den nu eskalerende konflikt – i og omkring Iran – hvor vi nu sender en fregat til forsvar af Hormuzstrædet, sammen med vores allierede. Hvad er det egentlig vi forventer af resultat, med dette tiltag? At Iran skal overgive sig. Skal blive mindre muslimsk?

Det eneste vi med sikkerhed opnår, det er, at øge hadet mellem den kristne verden og den muslimske verden. Og, fred, det er langt ude i fremtiden. Måske 2 til 3 generationer væk. Ligesom hos Zev, spillet af Christopher Plummer.

Mennesker, der en unge i dag, vil som ældre huske, at deres far var soldat og så var han pludselig væk, men det var deres mors tårer ikke, som de så, mens de spiste aftensmad sammen.

Ja, – sådan er krigen ofte husket af de pårørende, der giver hadet over tabet af familiemedlemmer – videre til næste generation.

Hadet overlever desværre ofte, fordi, der er penge i at føre krig. Krigsøkonomi er ligeså økonomisk profitskabende som fredsøkonomi. Måske er krigsøkonomi endda mere overlevelsesdygtig end fredsøkonomi, fordi hadet er livets bitre erfaringer. Erfaringer, vi ikke ønsker andre familiemedlemmer skal opleve, og derfor skal hadet og dets erfaringer, for enhver pris videregives. Og, det er ofte en alt for høj pris, hvis det er vores nærmeste familiemedlemmers interesser, som vi ønsker at varetage på bedste vis.

Hadet hindrer og fjerner ofte muligheden for den konstruktive dialog. Den løsningsorienterede dialog, hvor mennesker bliver vindere sammen.

Og, her starter massemediernes ansvar, som jeg jo selv er en del af. Hvis vi kun fokuserer på de ekstreme historier, uden at give årsagssammenhængende forklaringer, så bliver det så let, for mange mennesker, at hade andre mennesker, der forbryder sig mod vores individuelle sandheder, drømme og samfundets love.

Så – dialog og folkeoplysning, hvor de enkelte forklaringer og hurtige løsninger, viger til fordel for selvindsigt og gensidig medmenneskelig forståelse, – det kan være medvirkende til at fjerne – at så mange mennesker let antændes i had og ønsket om at udslette eller fjerne særlige befolkningsgrupper.

Udvikling af selvindsigt og gensidig medmenneskelig forståelse, – er et fagområde, som jeg derfor gerne så introduceret tidligt i folkeskolen.

I dag, der er mange mennesker, alt for lette at manipulere via interessegrupperingers velovervejede brug af medier og strategisk kommunikation.

I dag, der vælger interessegrupperinger af mennesker, at igangsætte intriger, som led i egen fælles interessevaretagelse. Men, der er jo en meget kortsigtet form for interessevaretagelse, fordi man ved en intrigant adfærd, vækker hadet og ønsket om hævn, hos ofrene for ens intriger.

Det er derfor min oplevelse, at vi behøver en ny form for folkebevægelse og oplysningstid, der fokuserer på selvindsigt og gensidig medmenneskelig forståelse.

At vi i vort uddannelsessystem, har nedprioriteret kultur, eksistensfilosofi, politisk filosofi og andre humanistiske discipliner, til fordel for mere merkantile og erhvervsomsættelige fag, – det har reelt medført en dehumanisering af vort samfund.

Det er blevet dyrt at udvise medmenneskelighed. Det tager også for lang tid, at udvise medmenneskelighed. Og tid, det er jo penge i vort samfund. Endda mange penge!

For blot 2 til 3 årtier siden, der havde medmenneskelighed ikke en pris, det var en del af den danske kultur.

Det har vi desværre blot glemt, men det kan blive husket og genoplivet igen.

Med venlig hilsen,
Marcus Vigilius Brendstrup
CEO for MVmdcc.com

NB. Hvis du som læser, har fået lyst til at se filmen – Remember – så kan filmen ses via dette link til filmstriben –  Se filmen Remember